Tag del i historien…
Bliv frivillig i Børnenes Baggård

I Børnenes Baggård har vi en gruppe frivillige, der er med til at gøre museumsoplevelsen endnu bedre for de yngste gæster, end den ellers ville være – og du kan være med på holdet på to måder:

Formidling til børn og deres voksne i weekender og ferier – iklædt dragt anno 1890

Her laver du aktiviteter sammen med børn, der besøger museet, og hjælper dem med at lege sig tilbage til 1890´erne. Aktiviteterne kan f.eks. være at bygge små træskibe, lege gamle lege, høvle, hækle eller brodere. Nogle gange laver vi større projekter som f.eks. at bage på det store brændekomfur eller holde vaskedag ved pumpen i baggården.

Du skal have lyst til at have med børn at gøre og til at lære fra dig på en positiv måde. Du behøver ikke nødvendigvis være verdensmester i håndværk eller bagning, men du må meget gerne være lidt praktisk anlagt. Den vigtigste opgave er, at du kan sætte børnene i gang og sørge for, at aktiviteterne foregår på børnenes præmisser. Vi arbejder for en god dialog med børnene, og du skal være forberedt på mange sjove, gode og mærkelige spørgsmål.

Hvem kan være med?

Du kan melde dig som frivillig enten alene eller sammen med dine børn og børnebørn. Som frivilligt barn forpligter man sig til at hjælpe lige som de voksne, og man skal turde vise gæsterne, hvordan man f.eks. leger med det gamle legetøj. Som barn kan man kun være frivillig sammen med en voksen.

Praktiske opgaver bag kulissen

Hvis udklædning ikke lige er dig, men du er en ørn til at sy, stryge, strikke, reparere, passe høns, dele foldere ud eller noget helt andet, kan du melde dig som frivillig ”bag kulissen”. Her aftaler vi opgaverne i forhold til det, du kan byde ind med.

Hvordan bliver jeg frivillig?

Hvis du vil være frivillig, foregår det på følgende måde:

  • Du kontakter formidler Christine Sonne-Jensen, på chson@odsense.dk, Tlf. 21 15 49 79.
  • I tager en uforpligtende snak for at afstemme forventninger.
  • Du kommer på prøve et par gange for at se, om det er noget for dig. Vi indhenter en børneattest (Læs mere om børneattester på Politiets website).
  • Vi indgår en skriftlig samarbejdsaftale.

Vil du vide mere om Odense Bys Museers frivilligpolitik, så gå til Odense Bys Museers hjemmeside.

Mødetider og info

De frivillige laver aktiviteter i Børnenes Baggård minimum én weekend hver måned og i alle skoleferier. Vi forventer som udgangspunkt, at du tager minimum 10 vagter á ca. 5 timer på et år, men du må meget gerne tage flere!

Du forpligter dig også til at deltage i to årlige informationsmøder, der ligger eftermiddag eller aften.

For at du er bedst muligt klædt på til at være i Børnenes Baggård, forventer vi, at du læser det materiale, du får udleveret og tilsendt løbende.

Hvad får du ud af det?

Som frivillig er du en værdsat kollega for os, og vi er meget glade for din store indsats. Vi gør derfor vores bedste for, at det også skal være hyggeligt og lærerigt for dig at være hos os.

  • 20% rabat på varer i museumsbutikkerne
  • En årlig udflugt sammen med de andre frivillige i Børnenes Baggård
  • Gratis adgang for dig selv og en ledsager på alle Odense Bys Museers besøgssteder
  • Årskort til Odense Bys Museer
  • Museets årbog
  • Et medarbejder-ID kort

Vi glæder os til at høre fra dig!